Det følgende er en beskrivelse af de temaforløb der tilbydes på Kystmuseet Skagen. Vælg et forløb og udfyld "forespørgsel på omvisning". Under feltet "andet" skriver du/I, hvilket tema der ønskes. Hvis der ønskes andre forløb skrives det også i feltet "andet".
Introduktion
Introduktion ude på museets område til hvad museet omhandler og har som særligt fokus samt hvad man kan se i de enkelte bygninger. Hør om Skagen før 1907: Tørfisk og infrastruktur, familien som arbejdsfællesskab og huset som arbejdsplads for fiskeforarbejdning.
- Varighed: 10 min.
- Pris: Gratis
- Deltager antal: ubegrænset
- Klassetrin: Alle. Formidlingen tilpasses elevernes klassetrin.
- Tidsperiode: Kan bestilles hele året
Historisk temaforløb: Fiskerliv og redningsmænd
Besøg i en del af museets udstillinger bl.a. to fiskerhjem. Der fortælles generelt om livsvilkår i fiskerfamilierne i Skagen i 1800-tallet, fiskeri, redningsmænd og dramatiske strandinger.
- Varighed: 1 time.
- Pris: kr. 700
- Deltager antal: max. ca. 25
- Klassetrin: Alle. Formidlingen tilpasses klassetrin
- Fag: Historie
- Tidsperiode: Kan bestilles hele året.
- Ønskes et særligt fokus, aftales dette ved bestillingen.
Guidet gåtur: Skagen i børnehøjde
En gåtur i området omkring museet med udgangspunkt i Skagens historie. Der fortælles om kontraster i 1800-tallets Skagen mellem de nøjsomme fiskere og stedets kunstnere og velhavende feriegæster. Der fortælles bl.a. om sandflugten, Den tilsandede Kirke, byfogedens afrikanske slave og Skagen havn.
- Varighed: 45 min.
- Pris: 800,-
- Deltager antal: max.ca.30
- Klassetrin: 3.- 10. klasse. Formidlingen tilpasses klassetrin.
- Fag: Historie og dansk
- Tidsperiode: Kan bestilles hele året
NYHED Guidet tur: Skagen Havn i børnehøjde
Skagen er, og har altid været, en fiskerby. Halvdelen af alt den fisk, der bliver fanget i Danmark, landes i Skagen. Havnen er byens livsnerve med mange hundrede arbejdspladser.
Det fortæller vi mere om på denne guidede tur, der går fra den ældste del af havnen i øst til den nye udvidelse af havnen i vest. Undervejs stopper vi op, taler om det vi ser, og der fortælles om emner som for eksempel:
Hvad laver en fisker?
Hvad sker der med fisken efter den er fanget?
Hvad laver de virksomheder, der er på en havn?
Hvorfor er der en redningsstation på havnen?
Er det rigtigt, at der hvert år kommer kæmpestore krydstogtskibe til Skagen?
Mødested: P-pladsen ved fiskerstatuen på Skagen Havn.
Turen slutter ved Kystmuseet, hvor der gives en kort introduktion til museet, hvis det ønskes.
- Varighed: 1,5 time
- Pris: 800,-
- Deltagerantal: max.ca.30
- Klassetrin: Fra 5. klassetrin.
- Fag: Historie og dansk
- Tidsperiode: Kan bestilles hele året
NYHED Guidet tur: Den Tilsandede Kirke
Midt ude i Skagens smukke natur står der et kirketårn. Det er alt hvad der er tilbage af Skagens gamle kirke, Sct. Laurentii Kirke. I dag kalder vi den for ”Den tilsandede Kirke”. På denne guidede tur til Den Tilsandede Kirke fortæller vi historien om kirken, den sandflugt der begravede den, og som næsten udslettede Skagen for 250 år siden.
Vi går fra p-pladsen op til kirketårnet, hvor der er pæle i jorden, som angiver hvor kirkebygningen stod.
Undervejs ser vi på naturen i dag og taler om hvordan området så ud, da kirken blev bygget for 650 år siden samt om hvorfor kirken ligger så langt fra Skagen by idag.
Mødested: Kiosken på P-pladsen ved den Tilsandede kirke. Turen slutter ved kirken.
- Varighed: 60 min.
- Pris: 800,-
- Deltagerantal: max.ca.30
- Klassetrin: 3.- 10. klasse. Formidlingen tilpasses klassetrin.
- Fag: Historie og dansk
- Tidsperiode: Kan bestilles hele året
Historisk temaforløb: I høj sø og stærk strøm – om strandinger og redningsmænd i Skagen
Undervisningen foregår i museets Mindehal og redningsstation med fokus på strandinger, redningsmænd og redningsbåden. Derefter bliver eleverne bænket i museets Madpakkehus, hvor museets formidler fortæller om hvordan der arbejdes som redningsmand i dag og slutter af med en strandingshistorie fra 1923.
- Varighed: 2x45 min.
- Pris: 700,-
- Deltager antal: max.ca.25
- Klassetrin: fra 5. klassetrin. Formidlingen tilpasses elevernes klassetrin.
- Fag: Historie
- Tidsperiode: Kan bestilles hele året