Kystmuseet inviterer til Åbent magasin
Onsdag den 22. marts kan du komme med om bag facaden til en gratis rundvisning i Kystmuseets nye magasin i Frederikshavn. Her fortæller Kystmuseets medarbejdere om det løbende arbejde i magasinet samt om den enorme proces i forbindelse med flytningen af intet mindre end 36.000 museumsgenstande.
I sensommeren 2021 blev Nordjyllands Kystmuseum pludseligt opsagt i dets hovedmagasin, og i løbet af ca. 6 måneder måtte man derfor ud at finde et nyt magasin og flytte intet mindre end 36.000 museumsgenstande til det. Det lykkedes, og nu har Kystmuseet fået ét af Nordjyllands bedste magasiner med en langtidskontrakt.
Normalt har publikum ikke adgang til museets magasiner, men nu inviterer Kystmuseet borgerne ind bag magasinets porte.Her kan du bese de nye forhold og høre om flytningen samt om de mange processer, problemer og udfordringer, som magasinflytningen afstedkom. Eftersom der er tale om museumsgenstande, så var det ikke bare et spørgsmål om af fylde nogle flyttebiler og så læsse tingene af. Alle 36.000 genstande skal på rette plads igen. Og Kystmuseet er ikke på plads endnu men dog så vidt, at man har lyst til at vise publikum et sted, som normalt ikke kan ses.
Arrangementet er åbent for alle, og det finder sted onsdag den 22. marts kl. 17:00- 19:00 på Gl. Skagensvej nr. 105 n i Frederikshavn.
Tidspunkt:
Sted: Nyheder