
Ny udstilling viser Bent Hallers billedkunst på Bangsbo
Fra fredag den 16. september kan du se en ny spændende udstilling på Kystmuseet Bangsbo, der viser Bent Hallers billedkunst.
Forfatter Bent Haller voksede op tæt på Bangsbo i Frederikshavn i 1950’erne, men han udviste helt fra barnsben en udpræget modvilje til at falde ind i rollen som maskinarbejdersøn i en mellemstor dansk værftsby.
I stedet handlede ungdomsårene mest om udlængsel og en uregerlig skaberkraft. I den rejse har haven omkring Bangsbo været benyttet næsten dagligt som et frirum for store tanker: digtskrivning, billedkunst og drømme om det at slippe væk fra den læreplads, som forældrene havde arrangeret til ham.
Måske netop derfor har den gamle herregård stadig en stor plads i Hallers hjerte.
Billetten ud af Vendsyssel kom i form af optagelse på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, og i lang tid virkede det som om en karriere som kunstmaler var den oplagte vej ud videre ud i livet for Haller. Men skriveriet var aldrig lagt på hylden, og i 1976 debuterede han for den større offentlighed med ungdomsromanen Katamaranen. Herefter kom udgivelserne og anerkendelsen i en lind strøm.
De visuelle udtryksformer lagde han imidlertid aldrig helt væk, og selvom han med hen imod 150 udgivelser gennem årene er yderst produktiv som forfatter, så skriver Haller stadig trofast dagbog og maler akvareller.
De sidste finder vi en hel del af i den kommende udstilling Bent Hallers Billedkunst på Bangsbo, der viser et udvalg fra de ca. 1000 værker, som Haller har doneret til Nordjyllands Kystmuseum. Med på udstillingen er også to stenarbejder, som møjsommeligt er hugget med mejsel i granit samt ikke mindst en række malerier, der af forskellige årsager har overlevet en omfangsrig og ødelæggende Hallersk ikonoklasme. Flere værker er gennem årene blevet malet over, krøllet sammen - eller som den mest markante begivenhed, brændt i en stor bunke i forbindelse med en flytning.
Det er således nærmest umuligt i dag at opdrive et maleri af Bent Haller, hverken på loppemarkeder eller på de fine auktioner. Derfor er vi på Nordjyllands Kystmuseum ekstra stolte af at vise en række af dem nu - malet i perioden fra 1969 til 2008.
Udstillingen åbner fredag den 16. september i Bangsbosalen på Kystmuseet Bangsbo, og den kan ses frem til og med lørdag den 4. marts 2023. Gratis for museets gæster.
Tidspunkt:
Sted: Nyheder