Besøgsrekord på Kystmuseet Bangsbo Fort i juli måned
Nordjyllands Kystmuseum har netop gjort besøgstallene op for juli måned, og her kan man igen i år glæde sig over en flot besøgsrekord på Kystmuseet Bangsbo Fort. Sammenlignet med juli 2019, det vil sige inden Corona pandemien, så har Kystmuseet Bangsbo Fort haft en fremgang i antallet af gæster på 80%. Herudover har Nordjyllands Kystmuseum i samme periode haft en samlet fremgang på 33% på alle Kystmuseets afdelinger i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Det var med nogen bekymring, at man på Nordjyllands Kystmuseum tog hul på sommerferien, for kravet om fremvisning af Coronapas kunne sandsynligvis influere på de spontane museumsbesøg.
Denne bekymring blev heldigvis ikke aktuel – snarere tværtimod. Nordjyllands Kystmuseum har netop gjort besøgstallene op for juli måned 2021 og til sammenligning med juli 2019, det vil sige før Corona pandemien, så har der både været flot fremgang af antallet af gæster samlet set på Kystmuseets afdelinger og på Kystmuseet Bangsbo Fort i særdeleshed. I juli 2019 havde Nordjyllands Kystmuseum samlet set 15.444 gæster, og i juli 2021 steg dette gæstetal til 20.264.
På Kystmuseet Bangsbo Fort er gæsterne strømmet til igen i år, og her er det i særlig grad børnefamilierne og det yngre gæstesegment, som har fundet vej til museet. Et tilsvarende billede tegner sig på Kystmuseets øvrige afdelinger, og det har i nogen grad kompenseret for de manglende gæster fra udlandet i løbet af sommeren.
Fremgangen af gæster glæder Maria Groes Eldh, som er Salgs- og Marketingchef hos Nordjyllands Kystmuseum: ”Det har været en fornøjelse at se de mange glade sommergæster, som har fundet vej til Kystmuseets afdelinger i løbet af juli måned, og det er også glædeligt at vi nu ser nogle helt nye og yngre gæster. I vores markedsføring og planlægning af sommerens aktiviteter har vi netop indtænkt børnefamilier som en klar målgruppe, og det ser ud til at have givet god respons. Herudover har Nordjyllands Kystmuseum i år lanceret en række nye aktiviteter, udstillinger samt forskellige guidede ture, og det har gæsterne taget særdeles godt imod. Sidst men ikke mindst så har vores personale og frivillige givet gæsterne en masse fantastiske oplevelser, så jeg håber at gæsterne kommer igen her i løbet af sensommeren og vinteren, hvor vi har flere nye og spændende aktiviteter på programmet.”
Tidspunkt:
Sted: Nyheder